Fri adgang til hospitalsparkering for patienter, pårørende og ansatte

Gennem de seneste to valgperioder har Enhedslisten sammen med SF og Socialdemokratiet arbejdet for at hjemtage rengøring, sikre hospitalsvaskerier, bevare hospitalsapotekerne og delvist hjemtage vagtlægeordningen i Region Midtjylland.

I dag har Socialdemokratiet fremsat et vigtigt forslag om at sikre gratis og offentlig parkering ved regionens hospitaler for patienter, pårørende og ansatte. Det er et forslag, Enhedslisten bakker op om sammen med flere partier.

Det handler om tryghed og lighed for patienterne og deres familier:

  • At kunne parkere gratis, når man skal til gentagne behandlinger eller ambulante kontroller.
  • At undgå frygten for en P-bøde, når man pludselig må akut på skadestuen.
  • At alle patienter og pårørende skal have samme vilkår uanset, hvilket hospital man bruger.

For de ansatte betyder forslaget, at de ikke længere skal betale for at møde på arbejde. Vi ved, at mange har langt til arbejde, og at offentlig transport ikke altid er en mulighed, når man arbejder på skæve tidspunkter. Derfor er dette en konkret forbedring, som vil blive værdsat af mange ansatte.

Forslaget vil samtidig forenkle administrationen af parkeringsområdet, så ressourcerne bruges bedre.

Bedre kollektiv trafik og støtte til cyklende ansatte

Samtidig er det vigtigt, at vi fortsat arbejder for gode vilkår for ansatte og borgere, der benytter kollektiv trafik, med flere direkte og fremkommelige busforbindelser til hospitaler og sundhedshuse.

Og vi må ikke glemme de tusindvis af ansatte, der dagligt cykler til arbejde og bidrager til både klima og folkesundhed. Som et socialt og klimavenligt initiativ kunne regionen og kommunerne gå sammen om at etablere lokale cykelværksteder, hvor ansatte kan få repareret deres cykler, mens de er på arbejde.