“GRATIS” SUNDHEDSFORSIKRINGER ER DYRE FOR SAMFUNDET

Enhedslistens regionsrådsmedlemmer, Aarhus 29.3.23

Enhedslisten foreslår stop for virksomheders ret til at trække udgiften til sundhedsforsikringer fra. Vi oplever for tiden en voldsom stigning i antallet af private sundhedsforsikringer. Det er trist, fordi private sundhedsforsikringer øger uligheden i sundhed. De, der har en forsikring, kommer hurtigere i behandling hos en speciallæge eller på et privat hospital end dem, der skal gennem det offentlige system.

Mange siger ja til en sundhedsforsikring, fordi de får den ”gratis” gennem deres arbejdsgiver. De glemmer, at den ”gratis” forsikring let bliver en del af lønnen og dermed træder i stedet for en lønstigning. De glemmer også, at når de en dag står uden for arbejdsmarkedet, dækker sundhedsforsikringen ikke længere.

Samtidig oplever de, der allerede er uden for arbejdsmarkedet og har brug for behandling, at komme bag i køen, når ventetiden og ventelisterne i det offentlige sundhedsvæsen vokser. Det er til skade for den enkelte og dyrt for samfundet.

Tormod Olsen, medlem af Hovedstadens Regionsråd og Danske Regioners bestyrelse:

  • Den udvikling er vi i Enhedslisten selvsagt ikke tilfredse med. Både fordi sundhedsforsikringer øger uligheden, og fordi de penge, der går til sundhedsforsikringer, kunne gøre mere gavn i vores fælles sundhedsvæsen.
  • Tænk, hvis man betalte de penge, der går til sundhedsforsikringer til den fælles kasse i stedet? Der er tale om mange milliarder kroner. Jeg ville selv skulle betale 4.000 kr. om året, hvis jeg skulle have en sundhedsforsikring, og det er endda i den billige ende, fordi jeg stadig er nogenlunde ung og ved godt helbred. Hvis alle betalte samme beløb mere i skat, så ville det give nok til massive forbedringer i sundhedsvæsenet, gratis tandlæge til flere og markant bedre løn til vores sundhedspersonale.
  • Hvis alle, der tjener mere end 400.000 kroner om året betalte tyve kroner om måneden til sundhedsvæsenet, ville det være nok til at stoppe nedskæringerne og presset på personalet.

Regneeksemplerne illustrerer den skævhed, som private løsninger medfører. I Enhedslisten ser vi selvfølgelig helst, at pengene til at styrke vores fælles sundhedsvæsen kommer ved at rulle skattelettelserne til de rigeste tilbage. Men som en start på at gøre private sundhedsforsikringer overflødige foreslår Enhedslisten stop for virksomhedernes ret til at trække udgiften til medarbejdernes sundhedsforsikringer fra.