I sundhedsvæsenet løses problemerne gennem tilstrækkelige ressourcer, demokrati og samskabelse, og ikke gennem strukturændringer og nedlæggelse af regionerne.

Mange ventede spændt på statsministerens nytårstale, ovenpå dronningens nytårstale, hvor hun klogt kom ind på, at vores fælles styrke næres ved, at vi viser tillid til hinanden, at vi har respekt for vores medmennesker, samt at vi accepterer, at alle har et ansvar for fællesskabet,

Ville Statsministeren udskrive valg eller var det nu, at han ville løfte låget på den efterhånden længe annoncerede sundhedsreform? Der blev ikke udskrevet valg, men han rundede sin tale af med at komme ind på det nære. ”Får vi god hjælp, hvis vi bliver syge? Er der tryg omsorg, når vi bliver gamle?” Han understregede, at det danske sundhedsvæsen på mange områder er nået langt. Ikke mindst i behandlingen af de alvorlige og komplicerede sygdomme, men han påpegede, at på andre områder er sundhedssystemet ikke godt nok. Statsministeren erkendte også, at de ansatte løber hurtigt, og at det er nødvendigt, at der uddannes flere. Så langt så godt.

Det ville have klædt statsministeren, hvis han samtidig havde erkendt, at det er nødvendigt, at der samlet tilføres flere ressourcer til sundhedsområdet, flere midler til hospitalerne og specielt til det psykiatriske område, flere midler til hjemmeplejen, flere midler til at udvikle forebyggelse og sundhedsfremme til gavn for patienten. Det nærmeste vi kom, var udsagnet om, at statsministeren i det nye år ville fremlægge et forslag på forsvarlige forbedringer. Igen blev vi præsenteret for en grov skitse omfattende 21 nye sundhedsfællesskaber helt tæt på borgerne og byggende på personalets faglighed. En skitse som for alvor – ifølge statsministeren – ville sætte patienten før systemet.  Endnu engang står vi tilbage med spørgsmålet om, hvad der egentlig ligger i disse nye sundhedsfællesskaber, og hvordan disse i højere grad vil kunne sætte patienten i centrum. Står vi med en form for centralt placerede selskabsdannelser, der styres uafhængigt af det lokale og folkelige demokrati?  Står vi med nogle sundhedsfællesskaber styret fra Christiansborg? Hvad ligger der i centralt styrede sundhedsfælleskaber, som ikke kan løses i det fælles samarbejde, der allerede er etableret mellem regionernes hospitaler og hjemmeplejen i kommunerne? Tanken om centralisering får os til at tænke på de tidligere ” psykiatriske hospitaler”, der levede deres isolerede liv og som først vågnede til op til dåd, da de overgik til de tidligere amter. Først derigennem fik disse hospitaler demokratisk opmærksomhed fra de folkevalgte i amterne og fra bruger- og patientorganisationerne.

Enhedslisten er af den klare opfattelse, at regionerne skal opretholdes under ledelse af de lokale folkevalgte med lokalt kendskab. Samarbejdet mellem regionerne og kommunerne skal yderligere understøttes politisk, fagligt og administrativt. Fremtidens udfordringer for fortsat at udvikle vores fælles sundhedsvæsen er i højere grad at inddrage borgerne og bruger- og patientorganisationerne i samspil med administration og de ansatte. En undersøgelse fra Altinget viser, at 44 % af befolkningen siger nej til nedlæggelse af regionerne, mens 28 % ikke har taget stilling.  Dette er et godt grundlag for at arbejde med samskabelse om fremtidens sundhedsvæsen. Skal det lykkes fuldt ud, er det samtidig nødvendigt at regionerne frisættes med mulighed for at udskrive regionsskatter.

Jakob Sølvhøj, Folketingsmedlem for Enhedslisten

Else Kayser, Regionsmedlem, Region Midtjylland, Enhedslisten.