Nej tak til mindre demokrati, en megaregion og besparelser på hospitalerne

Enhedslisten Regionerne udtaler:

Regeringens udspil på sundhedsområdet er omfangsrigt, og der er gode elementer, som også Enhedslisten har arbejdet for gennem mange år. Her kan fremhæves fjernelsen af brugerbetaling på de kommunale akutpladser og bedre muligheder for at lave regionsklinikker, når det frie marked ikke kan levere lægedækning. Ligeledes har vi altid kæmpet for en honorering af lægerne, der giver mere plads til de svageste patienter.

Men regeringen vil også svække den demokratiske struktur betydeligt. Den foreslår tæt på en halvering af antallet af valgte regionsrådsmedlemmer, og i mange af de nye sundhedsråd vil det reelt set kun være de store partier, der får pladser. Dette skyldes, at sundhedsrådene sammensættes af udvalgsformænd i kommunerne, som kommer fra de store partier, og kun få regionsrådsmedlemmer, som givet valgmatematikken også vil komme fra de store partier. I det mest grelle eksempel i sundhedsrådet i København skal kun ni valgte dække udviklingen af det nære sundhedsvæsen for mere end 800.000 borgere.  Alt i alt svækkes muligheden for opposition og kritik, som ellers er afgørende for et velfungerende demokrati. Vi vil derfor stille krav om, at også mindre partier får ret til at sidde med i sundhedsrådene.

Længere til det nære
Særligt sammenlægningen til en megaregion i øst er problematisk. Her skal hvert regionsrådsmedlem repræsentere ca. 60.000 borgere og dermed dobbelt så mange som et folketingsmedlem. Det svækker muligheden for, at kontakt til medborgerne og lokalt kendskab kan styrke beslutningsprocesserne. Vi har stadig ikke hørt et godt argument for, at Region Sjælland skal lukkes og ikke bare kan styrkes inden for rammerne af den nuværende opdeling. Derfor går vi klart ind for at bevare Region Sjælland.

Alle spørger, hvorfor lægerne ikke er, hvor de sygeste borgere er. Ingen spørger, hvorfor de sygeste borgere er klart overrepræsenteret i landdistrikterne, og hvorfor det er svært at finde personale i landdistrikterne. Problemet handler grundlæggende om skævvridningen mellem land og by. Når regeringen prøver at lappe på problemerne på sundhedsområdet med oprettelsen af en megaregion, så løser den ikke de grundlæggende problemer.

Alle kigger på Region Sjælland nu, men der er landdistrikter og udkantsproblemer i alle regioner. Problemer, som vil vokse på alle velfærdområder, hvis ikke regeringen vil erkende sit ansvar for skævvridningen mellem land og by. Det kræver omlægninger af en lang række politikområder lige fra boligbeskatning over arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitik til kollektiv trafik og kultur.

Hospitalernes udvikling sænkes
Samtidigt kan vi se, at regeringen vil finansiere dele af sin reform med midler, som ellers skulle sikre et minimum af udvikling på hospitalerne. Det kommer til at betyde besparelser på de allerede pressede hospitaler, når udvikling i medicin og nye behandlinger – heldigvis – vil fortsætte. Vi er stærkt kritiske over for den finansiering, og vi er uforstående over for, at regeringen vil skære på hospitalerne frem for at tilføre de nødvendige midler. Hvis man virkelig vil ulighed i sundhed til livs og rette op på 20 års effektiviseringspres på hospitalerne, så skal sundhedsvæsenets økonomi løftes betydelig og ikke blot omfordeles og gives en sjat mere et sted ude i fremtiden.

Vi stiller derfor krav om en selvstændig finansiering til det nære sundhedsvæsen. Som minimum så der ikke kommer besparelser på hospitalerne, og optimalt med en vækst på 2% pr. år til hele sundhedsvæsenet svarende til 13 mia. kr. i 2030.