Enhedslisten støtter regionalt budget: Fokus på omstilling/fornyelse, mental sundhed og forbedrede personalevilkår
Regionsrådsmedlemmerne fra Enhedslisten, Else Kayser og Henrik Qvist, har valgt at gå med i budgetforliget vedr. Region Midtjyllands budget for 2025. Selv om det ikke er et overdådigt budget, har vi valgt at tiltræde forliget, fordi det samlet set ikke betyder nedskæringer. Vi har været med til at sikre en række nødvendige tiltag, der vil styrke regionens somatiske og psykiatriske sundhedsvæsen og de ansattes situation.
Hospitalerne er under et stort pres, så det er godt, at der er afsat midler til igangsættelse af initiativer på hospitalerne, der kan nedbringe presset på hospitalerne – den såkaldte transformation. Det er initiativer, som f.eks. “Vælg klogt”, der peger på unødvendige undersøgelser og behandlinger, og som kan frigive midler til andre formål. Det er vigtigt for Enhedslisten, at budgetaftalen således sikrer, at de eventuelle frigivne midler fra dette bibeholdes på hospitalerne.
Enhedslisten er tilfreds med, at der er afsat midler til en styrkelse af det nære sundhedstilbud på regionalt niveau, især til sundhedshusene i Grenå, Ringkøbing, Skive og Skanderborg. Enhedslisten ser positivt på denne udvikling og mener, at det er vigtigt at investere i flere sundhedstilbud tættere på borgerne.
Endnu et centralt punkt i budgetforliget handler om kultur som mental sundhedsfremme og forebyggelse, idet evidens viser, at dette kan bidrage markant positivt i forhold til forebyggelse af sygdom og ved direkte i patientforløbet at skabe bedre trivsel.
Enhedslisten har også sikret midler til undersøgelse af, om der er en sammenhæng mellem den øgede forekomst af visse kræftformer og forureningen ved Thyborøn. Dette er et område, der tidligere har været behandlet i andre regioner med lignende forureningsproblemer.
Vi er glade for, at Regionen vil undersøge muligheden for at etablere solceller over hospitalernes parkeringsarealer og som led i den grønne omstilling.
Vi har forfulgt vores strategi med at sidestille psykiatrien og somatikken. I budgettet er der afsat midler med henblik på at reducere overbelægningen og manglen på sundhedsfagligt personale. Desuden indeholder budgettet midler til videre- og efteruddannelse af personalet, samt kurser for at skabe bedre ledere i sundhedsvæsenet.
Else Kayser – Regionsrådsmedlem for Enhedslisten Region Midtjylland
Henrik Qvist – Regionsrådsmedlem for Enhedslisten Region Midtjylland
Eva Hallgren – Kontaktperson for Region Midtjylland Vest Enhedslisten
Christina Hedegaard Hansen – Kontaktperson for Region Midtjylland Øst Enhedslisten