Skal vort fælles sundhedsvæsen bygge på oplyst enevælde eller et aktivt demokrati?

Forleden kunne vi i avisen læse, at Statsministeren hellere ser en god sundhedsreform fremfor en bred sundhedsreform. En forbløffende arrogance i forhold til det levende demokrati og vort fælles sundhedsvæsen.

Uanset reformen angiveligt skal give større nærhed for borgerne, så vil reformen betyde mere statslig styring med nationale bestyrelser og regionale bestyrelser, der vil have fokus på effektivitetsmål og som må forventes at ville drive sundhedsvæsenet som en virksomhed.

Reformen kan derfor foruden at være udemokratisk også karakteriseres som centralistisk og – formentlig også – ulighedsskabende, fordi reformen med afsæt i flere patientrettigheder må forventes at give nyt liv til privathospitalerne og praktiserende speciallæger, med heraf følgende udhuling af de offentlige sygehuses økonomi. Videre må reformen forventes at skabe større ulighed når centrale opgaver for en stor gruppe borgere overlades til kommunerne, som jo yder offentlig service på forskellige niveauer.

Udemokratisk struktur. struktur. De nuværende regionsråd, som er demokratisk folkevalgte, skal efter forslaget erstattes af bestyrelser, hvor en række repræsentanter vil blive udpeget af skiftende regeringer. Disse bestyrelser omfatter også borgmestre og fagpersoner, som vel at mærke er folk, der allerede har andre vigtige opgaver overfor borgerne. Denne struktur kan på ingen måde erstatte de demokratisk valgte regionsråd.

I Region Midtjylland bruger politikere, ansatte og borgere megen tid på dialog. Det drejer sig bl.a.  om det regionale handicapråd, patientforeninger, psykiatriforeninger, brugere og pårørende, men også de om de ansattes medvirken i medbestemmelsessystemet. Hvem skal fremover varetage det umådeligt store frivillige arbejde med dialog om gode sundhedsløsninger? Det bliver ikke de fortravlede borgmestre og deres embedsfolk eller de folketingspolitikere, som i sidste ende har ansvaret for sundhedsvæsenets styring og økonomi.

Skal de mange spørgsmål fra lokalbefolkningen som i dag stilles til regionspolitikere fremover stilles til sundhedsministeriet?

Hvad med personalet? Det er tankevækkende at sundhedsministeren – her nu op til et kommende folketingsvalg – erkender mangel på sundhedspersonale som læger, sygeplejersker og SOSU- assistenter. Selvsamme sundhedsminister har samtidig den frækhed at skose regionerne for de lave normeringer. Sundhedsministeren fortrænger i den grad de økonomiske snævre rammer som regeringen over en lang årrække har givet regionerne, samtidig med at man har stillet krav en årlig produktivitetsstigning – samlet set formentlig i en størrelsesorden på ca. 30%.

Der er ingen tvivl om, at der er mangel på personale i sundhedssektoren, og at der skal uddannes mere sundhedsfagligt personale. Men det er ikke nok blot at optage flere på medicinstudiet og på sygeplejerskeuddannelsen. Det handler også i høj grad om at fastholde personalet på sygehusene, og det gør vi kun ved at skabe ordentlige arbejdsforhold – et problem, der ikke bliver adresseret i sundhedsreformen. Det bliver heller ikke nævnt, at flere og flere ansatte i den offentlige sundhedssektor søger over i det private for at få bedre arbejdsvilkår.

Regeringen burde spørge sig selv, om det er det rigtige tidspunkt med en sundhedsreform, når sundhedsvæsenet og ikke mindst dets ansatte i virkeligheden trænger til bedre arbejdsforhold og flere kolleger. Spørgsmålet er om teknokratiske strukturændringer kan kompensere for trange økonomiske rammer.

Der skal flere ressourcer til. Hvis vi virkelig skal støtte sundhedsvæsenet, kræver det, at vi tilfører flere penge.

Regeringen siger, at den vil tilføre seks milliarder til sundheden. De penge kommer blandt andet fra lønninger til regionspolitikere og administrationen og tidligere bevilligere midler.

Men administration skal der også være i de foreslåede bestyrelser, og de udpegede politikere der skal sidde i sundhedsforvaltninger, og sundhedsfællesskaber skal også have honorar for det arbejde.

Så den økonomiske gevinst ved at nedlægge regionsrådene ligner mest af alt et blålys – resultatet af en studehandel med DF – og ikke en reel løsning på sundhedsvæsenets udfordringer.

Urealistisk sundhedsreform. Sundhedsreformen er urealistisk, fordi den er et valgoplæg – og ikke et oplæg til at løse sundhedsvæsenets reelle udfordringer.

Der er ikke brug for store ændringer som følge af en sundhedsreform, men derimod for at kommuner, regioner, praktiserende læger, patientforeninger m.fl. samarbejder om de forbedringer, vi alle er enige om, er nødvendige og der er brug for flere ressourcer.

Lad der lyde en folkelig protest mod store reformændringer, så Lykke ikke vinder valget på bekostning af sundhedsvæsenet.

Else Kayser.

Regionsmedlem og folketingskandidat

Enhedslisten