Danske regioner – Stafetten
Else Kayser, Ø, Region Midtjylland har grebet stafetten fra Pia Pinstrup, C, Region Nordjylland, der spørger:
”Hvad er dit syn på udfordringerne i almen praksis? Med manglende sammenhæng, skæv lægedækning og et pres fra flere ældre og kronisk syge? Er det rimeligt, at klinikkerne får flere opgaver, men straffes, når de rammer økonomiloftet?”
Else Kayser:
– Almen praksis er en vigtig brik i sundhedsvæsenet, men vi skal drøfte hvordan
De praktiserende læger er – som det øvrige sundhedsvæsen – udfordrede af at finde balancen mellem opgaver og ressourcer. Almen praksis har gennem de sidste fem år fået tilført nye opgaver som f.eks. behandling af KOL- og diabetespatienter. Lægerne har også fået større ansvar for sårbare borgere efter udskrivelse fra sygehusene. De har en større koordineringsopgave med de flere borgere med multisygdom. Lægerne skal også modvirke ulighed i sundhed. De skal have fokus på borgere med psykisk sygdom og sårbare børn. Og endelig skal læger tilknyttes plejehjemmene.
Økonomirammen til almen praksis øges ved hver aftale med et beløb, som følge af den demografiske udvikling. Men ligesom på sygehusene forslår det ikke, og beløbene kan ikke dække helt for den demografiske udvikling. Antallet af konsultationer hos de praktiserende læger stiger. Der kan være mange forklaringer. De mange private sundhedsforsikringer afføder flere unødvendige konsultationer og undersøgelser. Borgerne bliver mere oplyste om sygdomme og deres symptomer, og de henvender sig derfor hurtigere. Endelig skal man formentlig ikke undervurdere antallet af henvendelser fra – ofte helt raske – borgere, der har fået en oplysning fra et smart ur om uregelmæssig puls eller lign.
Alt i alt er der et øget pres på almen praksis. Det betyder, at der bliver mindre og mindre tid til konsultationerne. Det går først og fremmest ud over de patienter, som virkelig er syge eller sårbare, og som har allermest brug for mere tid.
De flere borgere hos praktiserende læger giver flere henvisninger til hospitalerne. Hele sundhedsvæsenet inklusive almen praksis skal transformeres. Den vigtigste opgave er at få minimeret unødvendige undersøgelser og behandlinger overalt i væsenet.
I almen praksis må honoreringen ændres, så konsultationer med stort set raske patienter honoreres noget mindre end konsultationer med syge borgere, der har brug for mere tid.
Efteruddannelsen af de alment praktiserende læger skal intensiveres, så lægerne bliver bedre til at ”skille skæg fra snot”, og lægerne skal bibringes faglighed og mod til i højere grad at afvise krav fra borgere om unødvendige undersøgelser og henvisninger til hospitalerne.
Det er godt, at der er faste læger på plejehjem, men lægerne skal også blive bedre til at tage ansvar for at stoppe unødige undersøgelser og behandling af plejehjemsbeboere.
Der er heldigvis flere eksempler på, hvordan almen praksis forsøger at gå nye veje. Grenå Lægehus, arbejder med en såkaldt stjernemarkering af borgere, der har brug for en ekstra indsats. Det giver god mening i bestræbelserne på at skabe mere lighed i sundhed. Og i hovedstadsområdet har klinikker trukket på et samarbejde med ”Socialrådgivere på hjul”. I kølvandet af sygdom, kan borgere nemlig rammes af sociale udfordringer. Og de har brug for at blive set som ”hele mennesker”. Vi har også eksempler på, hvordan almen praksis trækker psykiatrisk ekspertise ind i praksistilbuddet, og i årevis har almen praksis trukket på konsultationssygeplejersker, som forlængende arme for lægen.
Almen praksis er som det øvrige sundhedsvæsen under organisatorisk forandring, og det vil fortsætte. Vi ser en udvikling, hvor solo-klinikker erstattes af praksisformer med faglige fællesskaber. Spørgsmålet er, hvor fremtidens læger i almen medicin ser sig selv? Vil de fastholde deres CVR-nummer som selvstændige erhvervsdrivende, eller vil de søge ansættelse med lønmodtagervilkår på regionsklinikker eller i klinikker ejet af kapitalfonde? Vil de kunne se sig ind som en del af bemandingen i vores sundhedshuse?
Hvordan spiller fremtidens kommuner, regioner og almen praksis sammen, når det gælder behandling og forebyggelse? Vi stiller krav til samlede økonomiske rammer for vores fælles sundhedsvæsen fremfor et sundhedsvæsen, der bygger på forsikringsprincipper med den ulighed, det giver. Der er ingen tvivl om, at en transformation er nødvendig, men selv efter en ny organisering, er de nuværende økonomiske rammer for smalle.