Krig er foragt for liv – fred er at skabe liv.
Aktuelt er vi vidne til 2 krige, nemlig krigen i Ukraine og nu krigen i Gaza – Israel, som aktuelt udløstes af en utilgivelig massakre på israelere udført af Hamas.
Siden da har Israel sønderbombet Gaza. Hospitaler er blevet bombet, og Gazas sundhedsvæsen er brudt sammen. Et sundhedsvæsen som i årevis allerede har været underdrejet i modsætning til det israelske sundhedsvæsen. Den aktuelle situation har betydet massive civile ofre, ikke mindst børn. Læger uden grænser og andre hjælpeorganisationer har forsøgt at sætte ind med hjælp, men da selv sundhedsarbejdere er blevet dræbt, har Læger uden grænser måttet trække sig tilbage og opgive at yde hjælp til de civile ofre.
Al-Shifa hospitalet har i længere tid haft akut mangel på vand, mad, elektricitet, brændstof og medicin. Hospitalet i det nordlige Gaza er blevet brugt som tilflugtssted for civile palæstinensere, og flere tusindvis flygtninge, læger og patienter har opholdt sig der. I løbet af de seneste 36 dage har WHO registreret mindst 137 angreb på sundhedsvæsnet i Gaza
I forbindelse med Ruslands angreb på Ukraine blev der fra direktionen givet grønt lys for, at hospitaler/driftsenheder i den særlige situation kan vælge at donere brugt udstyr, redskaber, utensilier og inventar som nødhjælp til Ukraine, hvis det ikke længere ville have en værdi for hospitalet.
Regionen bidrog med modtagelse af sårede patienter fra Ukraine, planlægning af et psykosocialt beredskab, donationer af medicinsk udstyr og hospitalsartikler samt afklaring af rammer for medarbejdere, der ønsker at rejse til Ukraine mv. En indsats som gav og giver god mening.
Enhedslisten vil gerne vide, hvilke principper, der ligger til grund for den nødhjælp regionen bidrager med, og hvordan indsatsen organiseres og sammen med hvilke organisationer .
Vil medarbejdere, der når der er sikre forhold få samme vilkår til at kunne rejse til Gaza. Vil regionen kunne bidrage med f.eks et psykosocialt beredskab, ikke mindst overfor de tusindvis af børn, der vil være mærket af disse massive bombeangreb.
Else Kayser og Henrik Qvist
Enhedslisten