Første budgettale, Budget 2024

Første budgettale 23/8 2023

Ved sidste folketingsvalg i 22 var valgets hovedtemaer og det vælgerne prioriterede højest den grønne omstilling og sundhedsvæsenet. Måske en bekymring for fremtiden i det store perspektiv, men også en bekymring i forhold til det nære, på individplan og i relation til familie, unge som gamle.

Der var heller ikke grænser for hvad de forskellige partier var ude at love på de 2 områder. Nu skulle der penge til både hvad angår lønninger, men også afhjælpning af ventelisterne og patienterne.

Men ikke så snart var valget ovre, så oplevede vi hvordan der blev slækket på de mange valgløfter.

I aftes genlæste jeg regeringens pressemøde fra den 3. februar. Om nødvendige forandringer og løftet om at flytte vores dejlige Danmark fremad. Jo tak!

Der blev talt om inflationspakker. Der blev talt om forsvar, støtte til Ukraine, forsvarsforlig. Dernæst sundhed og uddannelse.

Som statsministeren sagde: ”Vi ved godt at alt for mange af jer venter på den nødvendige behandling”. Det er mange steder svært at rekruttere og fastholde personale, og produktiviteten er faldende. En tale, der efterfølgende blev fulgt op af Lars Løkke og fru Løhde med forslag til initiativer og økonomiske midler, herunder akutpakken. 2 milliarder fra 2022-24. Ventelister skal ned inden udgangen af 24, den samlede kirurgiske aktivitet skal i gennemsnit i 2023 være 3 % højere  end i 2022. Overholdelse af udredningsretten skal i løbet af 2023 være normaliseret i forhold til niveauet i 2019. Der peges på øget brug af privathospitaler. Samtidig venter vi på psykiatripenge og vi venter på de 5 milliarder, som først forventes endelig udmøntet i 2030.

Det er som om udsagnene og forståelsen for borgerne fra pressemødet bliver hul tale, når vi så efterfølgende oplever budgetaftalen mellem danske regioner og regeringen. Regeringen har glemt deres meldinger fra pressemødet den 3. februar. Med budgetaftalen har vi har fået et par sko, der er for små.  Derfor må vi tilbage til skoforretningen og have et par større eller have dem blokket ud.

Værst var og er at høre når man fra regeringen fremfører, at vi ikke har økonomiske problemer og hvor man i dagene efter budgetforliget kunne pege på at have fundet 16 milliarder. Ja, man græmmes og det minder på det nærmeste om en del og hersk politik i et forsøg på at vise hvem der har bukserne på. Nej det er ikke spørgsmålet om at få styr på penalhuset i Region Midt som vi kan høre i en kommentar fra sødeste Fru Løhde. Det drejer sig om patienter og det drejer sig om personale!

Fakta er at vi står i dag med en aftale, som ikke tager højde for stigende medicinpriser, inflation og øgede ventelister, og med manglende dækning af den demografiske udvikling.

I aftes gik jeg ind og læste Enhedslistens budgettale fra sidste år og ville kunne gentage meget fra sidste år, dog med stigende bekymring frem til dette års budgetarbejde og aktuelle budgetsituation.

Vi står på skuldrene  

Vi står aktuelt på skuldrene af mange års produktivitetsstigning, på en demografisk udvikling med stadig flere ældre med den kompleksitet i sygdom, der følger med alderen, vi står på skuldrene af endnu et kvalitetsfondsbyggeri, der skal køres i sikker drift, samtidig med effektivitetskrav på 6-8 %. En uholdbar situation for Gødstrup regionshospital.

Vi står med kapacitetsproblemer,  herunder kræftområdet. Vi står med ustyrlige medicinpriser og en almen praksis i kraftig vækst og som indirekte kommer til at presse sygehusenes økonomi.

Vi står med nogle hospitaler som fortæller om den faktiske situation, med ventelister og kapacitetsproblemer. Vi står med patientforeninger, der råber vagt i gevær. Alligevel sender vi  hospitalsledelserne hjem her i 3. kvartal med krav om at rette op på dette års budget og finde 400 – 500 millioner.

Hallo – hvad har vi gang i?

Dette som grundlag for næste års budgetforhandlinger, hvor der skal findes grundlag for nye besparelser sammenholdt med at vi som regionsråd i samspil med ledelserne peger på nødvendige prioriteringer.

Over adskillige møder har vi drøftet den aktuelle budgetsituation og mulige løsninger. En af de store udfordringer bliver hvordan vi undgår fyringer af ansatte. Et paradoks hvor vi råber på arbejdskraft, og hvor vi samtidig står med udfordringer om økonomisk at kunne fastholde dem. Det giver ikke mening og vil kraftigt indgå i Enhedslistens overvejelser og stillingtagen. De ansatte er en afgørende faktor. De skal dyrkes og plejes som de smukkeste planter der slår rod og blomstrer. Det man kaster lys på vokser.

I stedet for brug af FEA, Vikarbrug og overarbejde ønsker vi disse midler anvendt til faste stillinger og fastholdelsestillæg som er en meget mere hensigtsmæssig løsning.

Transformation

Derfor ønsker vi også aktivt at indgå i drøftelser om relevante transformationstiltag. Transformation eller som nogen siger omdannelse, forvandling, omformning. Kært barn har mange navne. Vi har aldring været skræmt af at vurdere om noget kunne gøres anderledes og på en bedre sundhedsøkonomisk måde med henblik på at få mest sundhed for pengene eller bedst mulig bæredygtighed. Sundhedsvæsenet har altid været under forandring som vi også drøftede på vores budgetseminar.

Formanden for hospitalsudvalget taler for tiden om paradigmeskifte. Det talte vi også meget om, da jeg gik på Danmarks sygeplejehøjskole tilbage i 80erne. Vi er enige i at det på nogle områder giver mening.

  • Vi peger derfor i nogle af vores forslag på mere forebyggelse og sundhedsfremme og rehabilitering inden for en række områder, f.eks øget fokus på hygiejne i bred forstand. Vi har set betydningen heraf under Covid. Vi ser konsekvenserne af infektioner hos gamle og hos børn med øgede antal indlæggelser. Det fremgår af det arbejdsmateriale vi har fået udleveret.
  • Vi peger på brug og udvikling af sundhedsklinikker i bred forstand og gerne som en del af det nære sundhedsvæsen.  Dette som en måde at løfte opgaver som andre mener skal løftes af privathospitalerne. For os er sundhedsydelser en del af fællesskabets opgaver og det sammenhængende sundhedsvæsen og ikke en vare som skal sælges til stykpris.
  • Som et anderledes tiltag vil det være hensigtsmæssigt og nyskabende at investere i kultur-sundhedspakker som en del af den faglige indsats.

Socialt udsatte

  • Vi peger fortsat på øget indsats overfor socialt udsatte, hvor den manglede indsats koster kassen sundhedsøkonomisk og med dårlig livskvalitet til følge.

En indsats som skal løftes i fællesskab med kommuner og praktiserende læger. En undersøgelse fra VIVE viser at de samfundsmæssige udgifter til de socialt udsatte årligt koster 41 milliarder, hvor halvdelen ligger i det regionale.

Vælg klogt

  • Som en del af transformationstilgangen peger vi på den tænkning der ligger i tilgangen ”Vælg klogt”, ikke med afsæt i en snæver lægefaglig tilgang men med en bred sundhedspolitisk og sundhedsfaglig tilgang.

Psykiatrien

  • Vi ønsker som andre fortsat at sætte fokus på psykiatrien, ikke mindst børn og unge området. Igen i samarbejde med kommunerne og praktiserende læger.
  • At psykiatrien sidestilles med somatikken.
  • Vi ønsker i samarbejde med PLO at sætte fokus på øget sundhedsfaglig indsats overfor borgere i leve-bo miljøerne. Dette med henblik på forebyggelse og sundhedsfremme.

Den regionale udvikling

Det er jo glædeligt, at vi ikke skal ud i den store harakiri på trafikområdet. Alligevel kræver det fortsat opmærksomhed. Dette set ud fra et klimaperspektiv og vores bæredygtighedsstrategi og med det sigte at få nedsat CO2.

  • Som klimatiltag vil vi pege på et solcelle projekt på regionens parkeringspladser, med nødvendig ekstern kapital – pensionskasser, energiselskaber etc.
  • Vi peger også på nødvendigheden af at fortsætte initiativerne vedr. recirkulation som et element i den fælles bæredygtighedsstrategi.

Vedr. anlægsdrøftelsen afventer vi mødet om investeringsplanen.

Med disse kommentarer tilslutter vi os det foreløbige budgetgrundlag som grundlag for de videre forhandlinger samtidig med at budskaberne fra dette møde finder vej til Christiansborg.

Else Kayser og Henrik Qvist, regionsrådsmedlemmer for Enhedslisten