Kristjar Skajaa, Else Kayser, Henrik Qvist og Sabrina Christiansen Broch
Jyllands-Posten 8. september 2023
Når man følger budgetsnakken i regionerne, bliver man mere og mere bekymret over, om der er tale om en bevidst strategi fra regeringen: Først en langsom udsultning af sundhedsvæsenet, en tiltagende “nødvendig” brug af de private aktører og så en konstatering af, at regionerne ikke er i stand til at drive sundhedsvæsenet.
Region Midtjylland og formentlig også de øvrige fire regioner er netop nu ved at sætte scenen for det, der kunne ligne et absurd teater med titlen “Budgetforhandlinger” og med scenografiaf regeringen.
Forleden kunne man læse de fem regionsformænds klare tilkendegivelser om manglende penge i regionerne og deres forvarsler om svære budgetforhandlinger og uundgåelige nedskæringer på hospitalerne. At budgetforhandlingerne bliver svære, er en tyk underdrivelse.
Den økonomiske situation – i hvert fald i Region Midt og formentlig også i de andre regioner – er mildest talt katastrofal, og forhandlingerne om budget 24 kan kun blive et absurd teater, for der er ingen – som i overhovedet ingen – penge til politiske prioriteringer.
I Region Midt er der allerede i 2023 et forventet underskud på ca 450 mio. kr., som muligvis med tekniske forskydninger kan reduceres til 320 mio. kr. For at begrænse underskuddet pålægges hospitalerne at spare 170 mio. kr. i 2023! Det er jo helt bizart. Hospitalerne er jo i forvejen presset helt i bund, de har i årevis på grund af kravene om årlige 2 pct. effektivisering vendt hver femøre og alle lavt-som højthængende frugter er høstet for længst. Derudover er der personalemangel på mange afdelinger, og derfor tvinges hospitalerne til at bruge mange penge på overarbejde, dyre ekstraarbejdsaftaler og dyre vikarer. Det nye hospital i Gødstrup er særlig ramt på grund af det urimelige krav om 8-10 pct. effektivisering blot som følge af ibrugtagning af nye bygninger og faciliteter.
Enhver ved, at virkningsfulde besparelser kun kan opnås ved reduktion af personalet. I Region Midt pålægges hospitalerne at fyre sygeplejersker, sosu-assistenter og læger i en tid, hvor der mangler personale, og hvor hospitalerne er voldsomt pressede på kapaciteten.
Resultatet bliver længere ventelister, dårligere arbejdsmiljø, yderligere personaleflugt, flere udgifter til dyre ekstraarbejdsaftaler, overarbejde og vikarer og ikke mindst flere patienter og dermed flere penge til privathospitalerne. Det virker mildest talt hovedløst.
På trods af ovennævnte tiltag og kun, hvis det har den ønskede effekt, hvad man stærkt kan betvivle, ender regionen med et underskud på 124 mio. kr. i 2023.
Så kommer vi til budget 2024
Økonomiaftalen mellem regering og Danske Regioner tilfører Region Midt 293 mio. kr., og derudover er der et bloktilskud på 52 mio. kr., men i aftalen er der også et krav om administrative besparelser på 60 mio. kr. og noget tilbagebetaling som følge af effektiviseringskravet ved nybyggeri på 17 mio. kr.
Det skulle så give et råderum på 265 mio. kr., tror man. Men ak nej: Ifølge administrationen i regionen er det nødvendigt med såkaldte budgettilpasninger, dvs. uundgåelige udgiftsposter, på 354 mio. kr.
Det er først og fremmest til stærkt stigende medicinudgifter og udgifter som følge af nye overenskomstaftaler med PLO (de praktiserende læger). Derudover er der, igen ifølge administrationen, nødvendige prioriteringer som følge af tidligere beslutninger på 43 mio. kr., og her er der vel og mærket ikke medregnet midler til at dække den demografiske udvikling. Med lidt hovedregning kommer man frem til et minus på 132 mio. kr., et minus, der kun kan blive større, fordi alene den demografiske udvikling kræver flere ressourcer.
De fem regionsformænd har advaret om uundgåelige nedskæringer, der selvfølgelig vil gå ud over aktiviteten på sygehusene og dermed patienterne. Men man kan spørge sig selv om, hvorfor i alverden de gik med til en så dårlig aftale, men det har måske også bare været skinforhandlinger med en stålsat regering? Sundhedsvæsenet er i akut krise med personalemangel og -flugt og kapacitetsudfordringer med tiltagende lange ventelister, også for alvorligt syge patienter.
Alligevel er der med økonomiaftalen ingen udsigter til blot et lille forsøg på at afbøde krisen.
Sundhedsministerens og regeringspartiernes reaktion på regionsformændenes advarsler er fornærmende arrogante. Regeringen udmeldte, at den vil tilføre regionerne og kommunerne tilsammen ekstra 1 mia. kr. i år med 650 mio. kr. til kommunerne og 350 mio. kr. til regionerne. Det forslår jo intet. Derudover henvises der til de 5 mia. kr., der fra 2025 til 2030 skal indfases til sundhedsvæsenet, dog uden specifikation om, hvordan pengene bliver fordelt, og hvornår præcist de skal udmøntes.
Der vil også blive givet penge til en kræftpakke, men de vil jo strengt taget ikke hjælpe spor på det samlede regnskab i regionerne, idet disse penge er bundet op på tilsvarende mere aktivitet. Man kan også spørge, hvor de lovede penge til psykiatrien bliver af? Alt i alt tomme løfter, der på ingen måde afhjælper den akutte krise i velfærdssystemet.
Det er i det hele taget uforståeligt, at der ikke tilføres endnu flere penge til de lidende regioner og kommuner.
Staten har mange penge – ifølge regeringen selv – på trods af de ekstremt mange penge til forsvar og våben. Ellers kan der såmænd findes mange penge ved at hæve skatten blot en smule for de rigeste, de største formuer og selskaberne.
Men der er måske tale om en helt anden dagsorden. Der er flere og flere røster fra regeringspartierne, der hævder, at regionerne jo slet ikke kan finde ud af en ordentlig økonomistyring.
Man bliver mere og mere bekymret over, om der er i virkeligheden er tale om en bevidst strategi fra regeringens side – formentlig specielt i denne sammenhæng under stærk indflydelse fra Moderaternes formand – nemlig først en langsom udsultning af sundhedsvæsenet og af den sociale velfærd, en tiltagende “nødvendig” brug af de private aktører og så en konstatering af, at regionerne ikke er i stand til at drive sundhedsvæsenet: “Se bare på den dårlige økonomi og de lange ventelister.” Nedlæggelsen af regionerne ligger snublende nær – en yderligere indskrænkning af det nære og lokale demokrati.
Regeringen arbejder derudover tydeligvis på at ændre vores velfærdssystem til et, der i tiltagende grad er drevet af private aktører og betalt via forsikringsordninger.
Sideløbende vil regeringen nu indføre skattelettelser, så flere penge forbliver i borgernes egne lommer.
Dermed får borgerne hver især mulighed for i højere grad selv at vælge, fra hvilken aktør ydelserne skal komme fra, og på hvilket niveau de skal være – og dette begrænses af, hvad pengepungen rækker til. Sundhedsforsikringerne udbydes jo med forskellig dækningsgrad, alt afhængig af hvad man kan eller vil betale for.
Kun velstående folk og folk på arbejdsmarkedet har sundhedsforsikringer, så resten af befolkningen må nøjes med den offentlige ydelse.
Denne vil efter alt at dømme blive på et ringere niveau vurderet ud fra den udsultning, der har fundet sted igennem mange år og den nuværende manglende politiske vilje til at rette op på forholdene.
Socialdemokratiet har historisk set haft et stort medansvar – og ære – for vores hidtil så berømmede velfærdssystem, som stiller alle – høje som lave – lige. Det er svært at forstå, hvordan det socialdemokratiske bagland og deres vælgere kan acceptere, at det langsomt, men sikkert er ved at blive ændret, så niveauet på velfærdssystemets ydelser afgøres af størrelsen af borgernes pengepung.
Nedlæggelsen af regionerne ligger snublende nær – en yderligere indskrænkning af det nære og lokale demokrati.