Kristjar Skajaa, 1.suppleant til regionsrådet, Region Midt (EL)
Else Kayser, regionsrådet, Region Midt (EL)
Henrik Qvist, regionsrådet, Region Midt (EL)
Sabrina Christiansen Broch, 2.suppleant til regionsrådet, Region Midt (EL)
For nylig blev der indgået et budgetforlig for 2024 i Region Midtjylland. Med tanke på de gældende præmisser og den økonomiske ramme – eller snarere den ikke-eksisterende ramme – er det bizart, at der overhovedet kunne indgås et forlig. Økonomiaftalen mellem regering og Danske Regioner og det sædvanlige bloktilskud tilfører slet ikke penge nok til Region Midt til at dække det demografiske træk, altså at der bliver flere ældre borgere med et større og større behov for sundhedsydelser, de stærkt stigende medicinudgifter og stærkt stigende udgifter til de praktiserende læger, som følge af flere konsultationer og en ny overenskomst. Endelig tager aftalen slet ikke højde for inflationen og de stigende priser. Derfor blev partierne tvunget til at sige ja til et sparekatalog på ca 300 millioner kroner, men hvor de konkrete spareforslag først kan kendes i december måned, altså som at købe katten i sækken eller være tilskuer til et isbjerg, hvor vi kun kunne se de 10 % af bjerget og med en risiko for en efterfølgende tsunami af sammenbrud.
Enhedslisten i regionsrådet kunne derfor for første gang i fem år heller ikke tilslutte sig, og står derfor uden for forliget, men vi ærgrer os over ikke at kunne komme igennem med en række konkrete forslag til transformation af sygehusvæsenet. Forslag til at udvikle balance mellem opgaver, ressourcer og bæredygtighed. Vi har foreslået tiltag med forebyggelse, sundhedsfremme og rehabilitering indenfor somatik og psykiatri. Vi har tænkt i tiltag indenfor ulighed i sundhed med henblik på at mindske presset på f.eks. vores akutafdelinger, skadestuer eller vagtlægeordninger. Vi har foreslået implementering af ”Vælg klogt” projektet. Vi bakkede op om ideen om friklinikker og hjemtagning af opgaver fra privathospitalerne.
Vi har foreslået på relevante afdelinger at ansætte flere i faste stillinger, fremfor brug af vikarer og overarbejde.
Hospitalerne kan slet ikke få økonomien til at hænge sammen. Alene i 2023 kommer de ud med et samlet underskud på op til 500 millioner kroner. Det skyldes, at det er dyrere og dyrere at drive hospital. Der kommer flere og flere patienter ikke mindst på grund af den demografiske udvikling. Derudover arbejdes der stadig på at nedbringe ventelister som følge af Covid 19 og sygeplejestrejken, og det betyder, at udgifterne til Frivilligt Ekstra Arbejde, overarbejde og vikarer er steget betydeligt. Det forstærkes yderligere af personalemangel som følge af medarbejderflugt og rekrutteringsproblemer. Ventelisterne og de mange patienter betyder, at det bliver sværere at overholde patientrettighederne og ventetidsgarantier, hvilket igen medfører et stigende forbrug på privathospitalerne. Dette forbrug skal hospitalerne selv betale.
Alt dette kommer så oven i, at der igennem mange år har været et krav om 2% effektivisering i den offentlige sektor herunder hospitalerne. I det hele taget er den offentlige sektor ifølge arbejderbevægelsens erhvervsråd (AE) siden 2015 systematisk blevet underfinansieret med 22 mia. i forhold til det demografiske træk og velstandsreguleringen. Ikke så sært at der er svært at få pengene til at slå til. Der umuligt for hospitalerne at spare op til 500 millioner i 2023, og de manglende besparelser overføres så til 2024.
Enhver ved, at virkningsfulde besparelser kun kan opnås ved reduktion af personalet. Hospitalerne pålægges at fyre sygeplejersker, sosu-assistenter og læger i en tid, hvor der mangler personale, og hvor hospitalerne er voldsomt pressede på kapaciteten. Resultatet bliver længere ventelister, dårligere arbejdsmiljø, yderligere personaleflugt, flere udgifter til dyre ekstraarbejdsaftaler, overarbejde og vikarer og ikke mindst flere patienter og dermed flere penge til privathospitalerne. Det virker mildest talt hovedløst.
Det er tvingende nødvendigt, at staten tilfører regionerne markant flere penge. Selvfølgelig løser pengene ikke alle problemer, og en transformation af sygehusvæsenet på regionalt og nationalt niveau er ligeledes en uomgængelig nødvendighed. Behovet for ydelser fra sygehusene skal reduceres. Unødige undersøgelser og behandlinger skal væk, indførelse af klinisk og administrativ brug af kunstig intelligens (AI), omlægning og mere hensigtsmæssig fordeling af kliniske funktioner er alle nødvendige tiltag. Endelig må den generelle ventetids- og behandlingsgaranti fjernes. Det er nødvendigt i stedet for at indføre en sundhedsfaglig prioritering, således at de mest syge kommer først til undersøgelse og behandling, og at overbehandling især på privathospitalerne kommes til livs.
Regeringen har udmeldt, at den vil tilføre regionerne og kommunerne tilsammen ekstra 1 mia. kr. i år med 650 mio. kr. til kommunerne og 350 mio. kr. til regionerne (ca 70 mio. til RM). Det forslår jo intet. Derudover henvises der til de 5 mia. kr., der fra 2025 til 2030 skal indfases til sundhedsvæsenet, dog uden specifikation om, hvordan pengene bliver fordelt, og hvornår præcist de skal udmøntes. Der vil også blive givet penge til en kræftpakke, men de vil jo strengt taget ikke hjælpe spor på det samlede regnskab i regionerne, idet disse penge er bundet op på tilsvarende mere aktivitet.
Det er i det hele taget uforståeligt, at der ikke tilføres endnu flere penge til de lidende regioner og kommuner. Staten har mange penge – ifølge regeringen selv. Men der er måske tale om en helt anden dagsorden.
Man bliver mere og mere bekymret over, om der er er tale om en bevidst strategi fra regeringens side – formentlig specielt i denne sammenhæng under stærk indflydelse fra Moderaternes formand – nemlig først en langsom udsultning af sundhedsvæsenet og af den sociale velfærd, en tiltagende ”nødvendig” brug af de private aktører og så en konstatering af, at regionerne ikke er i stand til at drive sundhedsvæsenet: ”Se bare på den dårlige økonomi og de lange ventelister.” Nedlæggelsen af regionerne ligger snublende nær – en yderligere indskrænkning af det nære og lokale demokrati.
Regeringen arbejder derudover tydeligvis på at ændre vores velfærdssystem til et, der i tiltagende grad er drevet af private aktører og betalt via forsikringsordninger.
Kun velstående folk og folk på arbejdsmarkedet har sundhedsforsikringer, så resten af befolkningen må nøjes med den offentlige ydelse. Denne vil efter alt at dømme blive på et ringere niveau vurderet ud fra den udsultning, der har fundet sted igennem mange år og den nuværende manglende politiske vilje til at rette op på forholdene.