Region Midtjylland har fået nogle sko, der klemmer

Enhedslisten er i år ikke med i flertallets spareforlig i Region Midtjylland og dermed ikke med i budgettet for 2024. Begrundelsen er, at den økonomiske ramme som staten har udstukket for regionerne og hermed Region Midtjylland ganske enkelt er for stram. Dette set i lyset af at vores hospitaler allerede i år 2023 kæmper med store underskud, som trækkes med ind i 2024. Det skyldes bl.a inflation, stigende udgifter på praksisområdet og  medicinpriser.

Det er som om, at alvoren i situationen ikke er trængt indenfor murene på Christiansborg.  At den påholdenhed som flere regeringer har lagt for dagen ift. vores fælles sundhedsvæsen på en række områder har ført os ind på en direkte kurs mod et muligt sammenbrud.

Samtidig har regeringen ingen problemer med at give skattelettelser, som dem der har mindst i vores samfund stort set ikke får del i.

Vi mener pengene var bedre givet ud til at sikre en bedre fremtid for vores sundhedsvæsen. Pengene er der jo. Finansministeren praler jo af at kunne præsentere det største økonomiske råderum nogensinde.

Men til trods herfor skal Region Midtjylland skære over 500 millioner ud af budgettet i år og næste år, som rammer bredt i regionen.

En nedskæring, som vi nu ser de konkrete konsekvenser af på Regionshospitalet i Silkeborg, men også i form af personalereduktioner på andre regionshospitaler, f.eks. Gødstrup og AUH. Hvor det akutte beredskab reduceres og omlægges til stor bekymring for lokalbefolkningen, herunder befolkningen i Silkeborg.

Vi er enige i at regionen søger at hjemtage behandlingerne fra privathospitalerne. At man får brugt den ledige operationskapacitet der i Silkeborg. Vi ved at Silkeborg tidligere har vist vejen med indførelse af friklinikker indenfor øjenområdet og som vi gerne ser udvidet til andre områder. Dette som værktøj til at afvikle ventelisterne.

Det er helt legitimt og forståeligt at lokalbefolkningen protesterer, når de oplever at lokal sengekapacitet forsvinder og når trygheden tilsyneladende bliver reduceret og lokale arbejdspladser forsvinder. At de slår ring om deres hospital.

Den fælles regionale udfordring bliver at sikre den fornødne medicinske kapacitet og udbygge lokale medicinske ambulatorie tilbud som en del af det nære sundhedsvæsen. 

Hvor regionens borgere i akutte situationer sikres rimelig nærhed fra bopælsklynge til akutmodtagelse og behandling uanset hvor man bor. 

Men som ofte før vil forsøg på besparelser føre til at lokalområder med egne hospitaler begynder at bekrige hinanden: Dette i stedet for at rette skytset derhen hvor problemet er skabt: En regering, der ikke værner om vores velfærd og om vores fælles sundhedsvæsen, men bevidst tørrer alle problemer af på de fem regioner og de lokale regionspolitikere og praktiserer en del og hersk politik.

Else Kayser Regionsmedlem Enhedslisten,   Marselis Boulevard 34 8000 Århus C

Henrik Qvist, Regionsmedlem Enhedslisten Horsensvej 6 Gl Ry 8680 Ry